Livet i byen


I middelalderen var langt de fleste mennesker bønder, som boede i små landsbyer på landet. I byerne levede de fleste af handel, håndværk, fiskeri og landbrug. Kun ganske få var rige. I middelalderen delte man folk op i grupper, der blev kaldt stænder. Bønder, håndværkere, tjenestefolk, tiggere og købmænd med deres familier tilhørte gruppen af dem, der arbejdede.

Munke, nonner1 og præster tilhørte gruppen af dem, der bad til Gud. Kongen, byfogeden2, riddere3 og væbnere4 med deres familier tilhørte gruppen, der forsvarede landet.

Randers var i middelalderen en mellemstor by. Her boede ca. 2000 mennesker. 

Fiskere trækker net op
Fiskere trækker net op

1 Munke og nonner: Mennesker, der havde viet deres liv til Gud. Man var på prøve, inden man aflagde klosterløftet om at leve i klostret resten af sit liv. Dreng i Helligåndsbrødrenes dragt.
Voldgraven
2 Byfogeden: Var den øverste af kongens mænd i byen. Han sørgede for at kongens love blev overholdt, opkrævede skat af borgerne og passede på kongens ejendom i byen.

3 Riddere: De var dygtige krigere, der havde lovet at være tro mod kongen. De tog med kongen i krig og sørgede selv for hest og våben. Derfor kom de altid fra de rige familier. Ridderen var finere end væbneren.
Voldgraven
4 Væbneren: Nærmest ligesom en ridder, men væbneren kom fra en mindre fin familie. Udrustningen og dragten var måske mindre fin, men våbnene var de samme.



De, der arbejdede

Byens håndværkere, købmænd, tjenestefolk, svende, tiggere og deres familier var der flest af. De fleste arbejdede med handel eller håndværk. I byen levede rig og fattig tæt side om side. De fleste boede i lave træ eller lerklinede huse. Det var kun de rige, der havde råd til at bygge i sten. 

Smedene arbejder
Smedene arbejder

Håndværkeren Jes Bentsen Skomager 

For ca. 500 år siden levede Jes Bentsen Skomager, som var skomager i Randers. Han levede af at sy sko til folk i byen. Vi har fundet rester efter et skomagerværksted i Apotekerstræde, måske var det lige her, Jes Bentsen Skomager boede og havde sit værksted.

Skomagerens hus var i bindingsværk. Gamle slidte sko og en masse læderaffald blev smidt hen på møddingen ved siden af huset sammen med familiens madrester. Madresterne fortæller noget om den mad familien spiste. Vi kan se, at de har spist æg, kylling, nødder, oksekød, flæskesteg, lam og en del fisk.

På billedet kan du se en skomagerfamilie, som de så ud for 700 år siden. Deres tøjstil er typisk for en håndværkerfamilie i middelalderen. Tøjet var lavet af uld, der blev farvet med planter fra naturen, og det kradsende meget. At sy tøj i middelalderen var noget, der tog lang tid. Symaskinen var ikke opfundet, så alt blev syet i hånden med nål og tråd.

Piger og drenge gik ens klædt, mens de var små. Når de blev 7-8 år, begyndte de at gå klædt som de voksne.

Skomagerfamilie fra udstillingen på Museum Østjylland
Skomagerfamilie fra udstillingen på Museum Østjylland

Købmændene

Handel var det vigtigste erhverv for byen, så derfor var mange af indbyggerne købmænd. Købmændene solgte deres varer fra købmandsgårde, boder, på torvet eller på markeder.

En gang om ugen holdt byen torvedag. Så vrimlede byen med mennesker. 

Købmænd kom med deres kramkister fyldt med varer fra udlandet. Det kunne f.eks. være dyre krydderier og kostbare silkestoffer. 

Bønderne kom ind fra landet for at sælge korn, grøntsager og uld, men de kom også for at købe varer fra byens håndværkere. Gøglere og musikanter sørgede for underholdningen.

I Randers var der torvehandel flere steder, men Rådhustorvet er nok det ældste.

Der blev også handlet fra boder. Boderne var små huse eller hytter. I boderne blev der handlet med dagligvarer og håndværksprodukter. I Randers ved vi, at der har været boder i Torvegade, Nørregade, Kirkegade og i Middelgade men sikkert også flere andre steder.

Handel og boder
Handel og boder

Drabet på den rige købmand Niels Påske

Dette er den sandfærdige historie om drabet på den rige købmand Niels Påske i 1468.

Niels boede sammen med sine to brødre Anders og Peder i et stort hus på hovedgaden i Randers. Der var ingen tvivl om, at det gik brødrene Påske særdeles godt. De havde bygget en stor fin købmandsgård, der var så stor, at ingen i byen havde set dets mage. Huset, som var 12 meter langt og i tre etager, var bygget i store røde munkesten. Ikke ret mange andre end kirken og klostrene havde råd til at bygge med munkesten.

En dag kom Niels op at skændes med adelsmanden Lave Brok fra herregården Gl. Estrup. Lave Brok blev så gal, at han trak sit sværd og stak Niels i siden, så han døde. Niels´ to brødre, Anders og Peder, blev meget vrede og krævede erstatning for tabet af deres bror. 

I middelalderen kunne man købe sig fri for mord og på den måde undgå at blive henrettet ved halshugning, og Lave Brok var en rig adelsmand, så han reddede sit liv ved at betale en stor sum penge til Anders og Peder. 

Niels, Anders og Peders’ flotte hus står der endnu … i hvert fald resterne af det. Du kan se det på Rådhustorvet. Det er byens ældste hus.

Vi kender historien fra den retssag, der blev holdt, og fordi der blev skrevet en folkevise om mordet. 

+ foto B1.3 Påskesønnernes Gård


De, der bad

Troen betød meget for menneskene i middelalderen. Man byggede derfor flere tusinde kirker, så folk let kunne komme til at bede til Gud og Jesus. Mange af kirkerne findes stadig. 

I Randers var der 6 kirker i middelalderen, men kun den store Sct. Mortens kirke eksisterer i dag. Nogle af byens kirker havde også et kloster. I klostrene boede munke og nonner. De levede deres liv inde på klostret og havde ikke ret meget kontakt med verden udenfor. De havde viet hele deres liv til Gud og havde derfor aflagt løfte om at leve i fattigdom, lydighed og kyskhed.

+ kalkmaleri B2 Middelalderens mennesker

B. 2.1 Nonnen Inge Jakobsdatter

Søster Inge Jakobsdatter levede for 700 år siden i et af klostrene i Randers. Hun levede sammen med andre nonner, der lige som hende havde viet deres liv til Gud. En nonne måtte ikke gifte sig eller få børn. Søster Inge levede et stille liv med bøn og arbejde. Hun var klædt i en sort og hvid ordensdragt. 

Søster Inge måtte leve efter ganske bestemte regler. Det betød, at hun hver dag lavede det samme. I løbet af dagen brugte hun 3½ time på messe, ½ time på sanglære og 4 timer på læsning. Derudover skulle hun arbejde i 6½ time. Hun måtte sove i 8½ time, og så var der en time tilbage at spise i.

+ foto B2.2 Pige i nonnedragt 

B.2.2 Udgravning af Søster Inges kloster 

Kulturhistorisk Museum har udgravet dele af det kloster, hvor Søster Inge boede. Vi har fundet både bygninger og mange ting, der har tilhørt nonnerne. Mange af nonnerne kom fra rige familier og havde fået både smykker, bøger og skrin med sig, da de blev optaget i klosteret. Noget af det arbejde, nonnerne udførte, var at brodere og sy. Vi har fundet synåle og sakse samt utallige pyntebeslag til bøger, skrin og tøj. Nogle af disse beslag er belagt med guld.

Et af de smykker, vi har fundet, er en lille sølvbroche med lilla glasperler. Brochen er 750 år gammel. Den var ret slidt, da den blev tabt. Hvem ved, måske har den tilhørt Søster Inge. 

+ Foto B2.2  Brochen 


De, der forsvarede landet

Kongens dygtige krigere var riddere og væbnere. De forsvarede landet mod fjendtlige tropper og havde svoret troskab, så de mødte op til krigstjeneste, når kongen befalede det. Som betaling fik ridderne jord og slap for at betale skat. Til gengæld skulle de selv sørge for hest, rustning og våben. Det var selv sagt dyrt udstyr, hvilket betød, at alle ridderne og væbnerne kom fra rige familier. Selvom ridderne og væbnerne boede på landet på deres store gårde, kom de ofte til byen for at handle.

Der var forskel på riddere og væbnere. Ridderen havde knælende modtaget kongens ridderslag, fået spændt et gyldent bælte om livet og fået gyldne sporer på fødderne. Væbneren havde ikke modtaget ridderslaget. Selvom han var en dygtig kriger, kom han bare ikke fra en familie, der var fin nok.

+ illustration B3 Kongen skal give ridderslaget til knælende ridder

B.3.1 Byens styre

Byen skulle have tilladelse af kongen, før den måtte kalde sig by. Det var også kongen, der gav byerne købstadsrettigheder. Til gengæld betalte byerne skatter, afgifter og told til kongen.

Kongens repræsentant i byen var byfogden. Hans opgave var at opkræve skat og bøder til kongen

Til daglig blev byen styret af et byråd med to borgmestre og otte rådmænd. Næsten alle medlemmerne i rådet kom fra rige købmandsfamilier. 

+ Billede B3.1 Byens segl med to borgmestre 

B.3.2 Den dygtige rigshofmester Mogens Gøye

I 1534 hærgede Nordjyske oprørere, ledet af Skipper Klement, Nordjylland. De angreb herregårde og brændte byer på deres vej. Adelen og deres folk flygtede foran oprørerne sydpå til Randers. 

Den dygtige ridder Mogens Gøye var blevet udnævnt til rigshofmester. Han ejede en herregård, men boede også i Randers. Da han hørte om Skipper Klements hærgen i Nordjylland, befalede han, at Randers skulle befæstes. Væbnerne Ove Lunge og Peder Ebbesen sørgede for, at dette skete.

Oprørshæren kom som ventet og lå nord for byen. Alle byporte var lukket, og vindebroerne var oppe. Fjenden kunne ikke komme over volden, voldgraven og den solide ringmur, der var hele vejen rundt om Randers.

Soldaterne inde i byen var blevet udrustet med nye våben. Niels Sværdfeger i Dytmærsken havde leveret over 100 gode sværd og spyd til byens forsvar.

Belejringen varede ikke længe. Allerede en uge senere trak oprørerne sig tilbage til Aalborg. Heldigvis kom de ikke ind i Randers, men de brændte alle husene udenfor voldene af. 

Det siges, at fjenden drak sig fuld i den berømte, gode Buur-øl, der blev brygget i Randers.  

Kongen sendte et takkebrev til byen med ros for det fine forsvar af Randers by. Borgene uden for byen fik besked på at flytte inden for voldene, og de slap for at betale skat i to år.

+ illustration B3.2 Belejret by under angreb

B.3.3 Væbneren Niels Ebbesen

Den jyske væbner Niels Ebbesen ankom i 1340 ved nattetide til Randers med 47 af sine følgesvende. Niels var på jagt efter den tyske greve Gerhard, der havde besat Jylland med sine 4000 soldater.

Niels trængte ind i grevens logi og huggede hovedet af ham. Nu gjaldt det bare om at komme væk. Med grevens soldater i hælene, flygtede Niels og hans mænd ud af byen og videre over Randers bro. Da de var kommet over broen, kastede Niels’ mænd plankerne af broen, så grevens soldater måtte opgive forfølgelsen. Niels og hans mænd undslap, og grevens soldater vendte hjem til Tyskland. Jylland var atter frit.

Sådan lyder helte-historien om Niels Ebbesen. I virkelighed var det ikke drabet på grev Gerhard, der befriede Jylland. Allerede før greven døde, var det aftalt, at Jylland skulle leveres tilbage til danskerne. Men historien er da meget god og er siden blevet fortalt igen og igen.

+ foto af statue med Niels Ebbesen (mangler – kommer snarest)