Introduktion
Kære underviser
Tak fordi du har valgt dette materiale. Vi håber, du og din klasse får stor fornøjelse af det.
Materialet kan bruges som del af et besøg i udstillingen ”Middelalderens Mennesker” på Museum Østjylland i Randers – enten på egen hånd eller på en omvisning.
Omvisninger på museet er gratis. Er du interesseret, så kontakt os endelig.
Som underviser i faget historie, er du forpligtet både i forhold til Formål for faget historie og Historiekanonen. Fremhævelserne nedenfor viser, hvor materialet i særlig grad har sine styrker.
God fornøjelse!
Formål for faget historie
Eleverne skal i historie opnå sammenhængsforståelse i samspil med et kronologisk overblik(vores fremhævelse) og kunne bruge denne forståelse i deres hverdags- og samfundsliv. Eleverne skal blive fortrolige med dansk kultur og historie.
Stk. 2. Eleverne skal arbejde analytisk og vurderende med historiske sammenhænge og problemstillinger for at udbygge deres forståelse af menneskers liv og livsvilkår gennem tiderne(vores fremhævelse) og opnå indsigt i kontinuitet og forandring.
Stk. 3. Elevernes historiske bevidsthed og identitet skal styrkes med henblik på, at de forstår, hvordan de selv, deres livsvilkår og samfund er historieskabte. Derved opnår eleverne forudsætninger for at leve i et demokratisk samfund.
Kilde: Formål for faget historie
Historiekanon
Kanonpunkterne kan være med til at støtte elevernes kronologiske overblik og sammenhængsforståelse. Materialet kan bruges i forbindelse med følgende kanonpunkt:
Reformationen
I 1500-tallet blev den katolske kirke udsat for massiv kritik fra blandt andet Martin Luther. I 1517 formulerede han sine 95 teser. Det blev startskuddet til en splittelse af kirken. I 1536 blev reformationen indført i Danmark, som dermed fik en fyrstekirke, dvs. at kongen (staten) var kirkens overhoved.
Kilde: Historiekanon