Livet i byen
I middelalderen var langt de fleste mennesker bønder, som boede i små landsbyer på landet. I byerne levede de fleste af handel, håndværk, fiskeri og landbrug. Kun ganske få var rige. I middelalderen delte man folk op i grupper, der blev kaldt stænder. Bønder, håndværkere, tjenestefolk, tiggere og købmænd med deres familier tilhørte gruppen af dem, der arbejdede.
Munke, nonner1 og præster tilhørte gruppen af dem, der bad til Gud. Kongen, byfogeden2, riddere3 og væbnere4 med deres familier tilhørte gruppen, der forsvarede landet.
Randers var i middelalderen en mellemstor by. Her boede ca. 2000 mennesker.
1 Munke og nonner: Mennesker, der havde viet deres liv til Gud. Man var på prøve, inden man
aflagde klosterløftet om at leve i klostret resten af sit liv. Dreng i Helligåndsbrødrenes dragt.
2 Byfogeden: Var den øverste af kongens mænd i byen. Han sørgede for at kongens love blev overholdt, opkrævede skat af borgerne og passede på kongens ejendom i byen.
3 Riddere: De var dygtige krigere, der havde lovet at være tro mod kongen. De tog med kongen i krig og sørgede selv for hest og våben. Derfor kom de altid fra de rige familier. Ridderen var finere end væbneren.
4 Væbneren: Nærmest ligesom en ridder, men væbneren kom fra en mindre fin familie. Udrustningen og dragten var måske mindre fin, men våbnene var de samme.
De, der arbejdede
Byens håndværkere, købmænd, tjenestefolk, svende, tiggere og deres familier var der flest af. De fleste arbejdede med handel eller håndværk. I byen levede rig og fattig tæt side om side. De fleste boede i lave træ eller lerklinede huse. Det var kun de rige, der havde råd til at bygge i sten.
Håndværkeren Jes Bentsen Skomager
For ca. 500 år siden levede Jes Bentsen Skomager, som var skomager i Randers. Han levede af at sy sko til folk i byen. Vi har fundet rester efter et skomagerværksted i Apotekerstræde, måske var det lige her, Jes Bentsen Skomager boede og havde sit værksted.
Skomagerens hus var i bindingsværk5. Gamle slidte sko og en masse læderaffald blev smidt hen på møddingen ved siden af huset sammen med familiens madrester. Madresterne fortæller noget om den mad familien spiste. Vi kan se, at de har spist æg, kylling, nødder, oksekød, flæskesteg, lam og en del fisk.
På billedet kan du se en skomagerfamilie, som de så ud for 700 år siden. Deres tøjstil er typisk for en håndværkerfamilie i middelalderen. Tøjet var lavet af uld, der blev farvet med planter fra naturen, og det kradsende meget. At sy tøj i middelalderen var noget, der tog lang tid. Symaskinen var ikke opfundet, så alt blev syet i hånden med nål og tråd.
Piger og drenge gik ens klædt, mens de var små. Når de blev 7-8 år, begyndte de at gå klædt som de voksne.
5 Bindingsværk: Bindingsværkshus fra Randers o. 1540.
Købmændene
Handel var det vigtigste erhverv for byen, så derfor var mange af indbyggerne købmænd. Købmændene solgte deres varer fra købmandsgårde, boder, på torvet eller på markeder.
En gang om ugen holdt byen torvedag. Så vrimlede byen med mennesker.
Købmænd kom med deres kramkister6 fyldt med varer fra udlandet. Det kunne f.eks. være dyre krydderier og kostbare silkestoffer.
Bønderne kom ind fra landet for at sælge korn, grøntsager og uld, men de kom også for at købe varer fra byens håndværkere. Gøglere og musikanter sørgede for underholdningen.
I Randers var der torvehandel flere steder, men Rådhustorvet er nok det ældste.
Der blev også handlet fra boder. Boderne var små huse eller hytter. I boderne blev der handlet med dagligvarer7 og håndværksprodukter8. I Randers ved vi, at der har været boder i Torvegade, Nørregade, Kirkegade og i Middelgade men sikkert også flere andre steder.
6 Kramkister: Kister hvor købmændene gemte særlige varer til salg.
7 Dagligvarer: Madvarer og småting til husholdningen. Lidt ligesom det vi køber i supermarkedet i dag.
8 Håndværksprodukter: De ting, som håndværkerne fremstiller. Det kan være ting til salg som fx sko,
tønder, kamme, knive m.m. men også bygning af huse, reparationer osv. Her ses kamme.
Drabet på den rige købmand Niels Påske
Dette er den sandfærdige historie om drabet på den rige købmand Niels Påske i 1468.
Niels boede sammen med sine to brødre Anders og Peder i et stort hus på hovedgaden i Randers. Der var ingen tvivl om, at det gik brødrene Påske særdeles godt. De havde bygget en stor fin købmandsgård, der var så stor, at ingen i byen havde set dets mage. Huset, som var 12 meter langt og i tre etager, var bygget i store røde munkesten. Ikke ret mange andre end kirken og klostrene havde råd til at bygge med munkesten9.
En dag kom Niels op at skændes med adelsmanden Lave Brok fra herregården Gl. Estrup. Lave Brok blev så gal, at han trak sit sværd og stak Niels i siden, så han døde. Niels´ to brødre, Anders og Peder, blev meget vrede og krævede erstatning for tabet af deres bror.
I middelalderen kunne man købe sig fri for mord og på den måde undgå at blive henrettet ved halshugning, og Lave Brok var en rig adelsmand, så han reddede sit liv ved at betale en stor sum penge til Anders og Peder.
Niels, Anders og Peders’ flotte hus står der endnu … i hvert fald resterne af det. Du kan se det på Rådhustorvet. Det er byens ældste hus.
Vi kender historien fra den retssag, der blev holdt, og fordi der blev skrevet en folkevise10 om mordet.
9 Røde munkesten: Til højre ser du almindelige mursten. Til venstre er de store munkesten.
10 Folkevisen: De paaskesønner lader bygge et hus midt på Randers gade: Jeg saa aldrig saa højt et hus i alle mine livs dage. De Paaskesønner forbygger alle borrig Der er paa det samme hus femten høje loft, knappen er af det røde guld, den skinner over mur og toft. Det var Nilus Paaskesøn, han gaar på Randers gade, købte han op baade mel og malt, ihvad de bønder de havde. Gav han fire mark for en ko og fem mark for en stud, alt det fed’ i meget land, det driver han sønder ud. Det var Nilus Paaskesøn, han rider i Rosenlund, mødte hannem unge hr. Lave Brok alt i saa ond en stund. ”Hør du Nilus Paaskesøn, og hvi rider du her? hvi est du ikke i København mig for Kongen at kær’ Jeg var mig i Helsingør mine øksen solgte jeg der. Kongen er i København. Jeg kommer hannem aldrig nær. Saa vel tror jeg vor unge konge Og saa hin rige hr. Ott, Som jeg gør eder hr. Lave Brok. I gør mig ikke andet end godt. Det var unge hr. Lave Brok han sit sværd uddrog, det var Nilau Paaskesøn, Han sønder i midjen hug. Nu ligger Nilus Paaskesøn han ligger i Lunden død, det kosted hr. Lave Brok baade penge og guld saa rød. De Paaskesønner forbygger alle borrig.
De, der bad
Troen betød meget for menneskene i middelalderen. Man byggede derfor flere tusinde kirker, så folk let kunne komme til at bede til Gud og Jesus. Mange af kirkerne findes stadig.
I Randers var der 6 kirker i middelalderen, men kun den store Sct. Mortens kirke eksisterer i dag. Nogle af byens kirker havde også et kloster. I klostrene11 boede munke og nonner12. De levede deres liv inde på klostret og havde ikke ret meget kontakt med verden udenfor. De havde viet hele deres liv til Gud og havde derfor aflagt løfte om at leve i fattigdom, lydighed og kyskhed13.
11 Klostrene: Der var tre klostre i Randers. Vor Frue nonnekloster, Gråbrødre kloster og Helligåndsklostret. De to sidste var for munke.
12 Munke og nonner: Mennesker, der havde viet deres liv til Gud. Man var på prøve, inden man
aflagde klosterløftet om at leve i klostret resten af sit liv. Her ses en dreng i gråbrødrenes dragt.
13 Kyskhed: Munke og nonner måtte ikke have kærester, blive gift eller få børn.
Nonnen Inge Jakobsdatter
Søster Inge Jakobsdatter levede for 700 år siden i et af klostrene i Randers. Hun levede sammen med andre nonner, der lige som hende havde viet deres liv til Gud. En nonne måtte ikke gifte sig eller få børn. Søster Inge levede et stille liv med bøn og arbejde. Hun var klædt i en sort og hvid ordensdragt.
Søster Inge måtte leve efter ganske bestemte regler. Det betød, at hun hver dag lavede det samme. I løbet af dagen brugte hun 3½ time på messe14, ½ time på sanglære og 4 timer på læsning. Derudover skulle hun arbejde i 6½ time. Hun måtte sove i 8½ time, og så var der en time tilbage at spise i.
Udgravning af Søster Inges kloster
Museum Østjylland har udgravet dele af det kloster, hvor Søster Inge boede. Vi har fundet både bygninger og mange ting, der har tilhørt nonnerne. Mange af nonnerne kom fra rige familier og havde fået både smykker, bøger og skrin med sig, da de blev optaget i klosteret. Noget af det arbejde, nonnerne udførte, var at brodere og sy. Vi har fundet synåle og sakse samt utallige pyntebeslag15 til bøger, skrin og tøj. Nogle af disse beslag er belagt med guld.
Et af de smykker, vi har fundet, er en lille sølvbroche med lilla glasperler. Brochen er 750 år gammel. Den var ret slidt, da den blev tabt. Hvem ved, måske har den tilhørt Søster Inge.
14 Messe: Messen er det samme som gudstjeneste.
15 Pyntebeslag: Pynt til fx tasker, skrin, kamme.
De, der forsvarede landet
Kongens dygtige krigere var riddere og væbnere. De forsvarede landet mod fjendtlige tropper og havde svoret troskab, så de mødte op til krigstjeneste, når kongen befalede det. Som betaling fik ridderne jord og slap for at betale skat. Til gengæld skulle de selv sørge for hest, rustning og våben. Det var selv sagt dyrt udstyr, hvilket betød, at alle ridderne og væbnerne kom fra rige familier. Selvom ridderne og væbnerne boede på landet på deres store gårde, kom de ofte til byen for at handle.
Der var forskel på riddere og væbnere. Ridderen havde knælende modtaget kongens ridderslag, fået spændt et gyldent bælte om livet og fået gyldne sporer på fødderne. Væbneren havde ikke modtaget ridderslaget. Selvom han var en dygtig kriger, kom han bare ikke fra en familie, der var fin nok.
Byens styre
Byen skulle have tilladelse af kongen, før den måtte kalde sig by. Det var også kongen, der gav byerne købstadsrettigheder16. Til gengæld betalte byerne skatter, afgifter og told til kongen.
Kongens repræsentant i byen var byfogden17. Hans opgave var at opkræve skat18 og bøder til kongen
Til daglig blev byen styret af et byråd med to borgmestre og otte rådmænd. Næsten alle medlemmerne i rådet kom fra rige købmandsfamilier.
16 Købstadsrettigheder: Den særlige aftale borgmestrene lavede med kongen om byens eneret til handel på hele egnen, fritagelse for skat (ligesom moms) på visse ting, love for byen m.m. De ældst bevarede fra Randers er fra 1302.
17 Byfogeden: Var den øverste af kongens mænd i byen. Han sørgede for, at kongens love blev overholdt, opkrævede skat af borgerne og passede på kongens ejendom i byen. 18 Skat: En afgift, der skulle betales enten i med penge eller med materialer såsom korn. Her er en middelalderlig mønt. Den er på størrelse med en 1-krone.
Den dygtige rigshofmester Mogens Gøye
I 1534 hærgede Nordjyske oprørere19, ledet af Skipper Klement20, Nordjylland. De angreb herregårde og brændte byer på deres vej. Adelen og deres folk flygtede foran oprørerne sydpå til Randers.
Den dygtige ridder Mogens Gøye var blevet udnævnt til rigshofmester21. Han ejede en herregård, men boede også i Randers. Da han hørte om Skipper Klements hærgen i Nordjylland, befalede han, at Randers skulle befæstes22. Væbnerne Ove Lunge og Peder Ebbesen sørgede for, at dette skete.
Oprørshæren kom som ventet og lå nord for byen. Alle byporte var lukket, og vindebroerne var oppe. Fjenden kunne ikke komme over volden, voldgraven og den solide ringmur, der var hele vejen rundt om Randers.
Soldaterne inde i byen var blevet udrustet med nye våben. Niels Sværdfeger i Dytmærsken havde leveret over 100 gode sværd23 og spyd til byens forsvar.
Belejringen24 varede ikke længe. Allerede en uge senere trak oprørerne sig tilbage til Aalborg. Heldigvis kom de ikke ind i Randers, men de brændte alle husene udenfor voldene af.
Det siges, at fjenden drak sig fuld i den berømte, gode Buur-øl, der blev brygget i Randers.
Kongen sendte et takkebrev til byen med ros for det fine forsvar af Randers by. Borgene uden for byen fik besked på at flytte inden for voldene, og de slap for at betale skat i to år.
19 Nordjyske oprørere: Oprørshæren bestod mest af bønder, der ikke ville have adel og konge over sig. De var ikke særligt dygtige krigere, men de var mange.
20 Skipper Klement: Han kom fra Nordjylland og havde rejst bønderne til oprør mod adelen og kong Christian den 3. De brændte adelens gårde af. To år efter angrebet på Randers blev Klement fanget og halshugget.
21 Rigshofmester: Var den øverste af alle i hele landet undtagen kongen. Han var kongens stedfortræder. Her ses Mogens Gøyes gravsten.
22 Befæste: At lave en fæstning rundt om byen, så angribere ikke kunne komme ind. En befæstning
bestod af flere dele: byporte, vindebro, vold og voldgrav, ringmur og tårne. Samtidig blev der holdt vagt både nat og dag.
23 Sværd: Her ser du hjelm, stridshandsker og sværd.
24 Belejring: At stå uden for byen, især ved portene, og forhindre folk i at komme ud af byen. Belejrerne truede med at skyde alle, der forsøgte at komme ud af byen.
Væbneren Niels Ebbesen
Den jyske væbner Niels Ebbesen ankom i 1340 ved nattetide til Randers med 47 af sine følgesvende. Niels var på jagt efter den tyske greve Gerhard, der havde besat Jylland med sine 4000 soldater.
Niels trængte ind i grevens logi og huggede hovedet af ham. Nu gjaldt det bare om at komme væk. Med grevens soldater i hælene, flygtede Niels og hans mænd ud af byen og videre over Randers bro. Da de var kommet over broen, kastede Niels’ mænd plankerne af broen, så grevens soldater måtte opgive forfølgelsen. Niels og hans mænd undslap, og grevens soldater vendte hjem til Tyskland. Jylland var atter frit.
Sådan lyder helte-historien om Niels Ebbesen. I virkelighed var det ikke drabet på grev Gerhard, der befriede Jylland. Allerede før greven døde, var det aftalt, at Jylland skulle leveres tilbage til danskerne. Men historien er da meget god og er siden blevet fortalt igen og igen.
