Byens kirker og klostre

Randers var delt i tre sogne¹ med hver deres kirke. Foruden de tre sognekirker² fandtes en klosterkirke³ ved Gråbrødre kloster⁴. 

Uden for Randers lå to små kirker. Den ene lå ved en forstad lige nord for byen, og den anden lå i tilknytning til en spedalskhedsgård⁵.

Ved reformationen⁶ blev næsten alle kirker i Randers nedlagt. I dag er der kun Sct. Mortens kirke tilbage. Alle klostrene blev nedlagt, og kun en enkelt bygning er bevaret. Det er Helligåndshuset, der var en del af et Helligåndskloster. 

Sct. Clemens kirke

I Middelgade lå Sct. Clemens kirke, som blev bygget for omkring 850 år siden. En lille sidegade til Middelgade hedder i dag Tårngade, fordi kirkens tårn fik lov at stå længe efter, at kirken var revet ned. 

Kirken var indviet⁷ til Sct. Clemens⁸. I kirkens vestlige ende lå en fornem indgang med tre søjler af granit på hver side af døren. Kirken var bygget af granitkvadre⁹ og fik senere våbenhus¹⁰ og tårn. 

På kirkegården fandt man en mand, der var begravet med tre muslingeskaller syet på tøjet. Skallerne er pilgrimsmærker¹¹. Manden var pilgrim¹² og har vandret den lange vej fra Danmark ned gennem Tyskland og Frankrig, over bjergene til Spanien og helt ud mod vest til Santiago de Compostella, hvor Sankt Jakob ligger begravet. Ved Skt. Jakobs grav har manden bedt bønner og bedt om tilgivelse for sine synder.

Helligåndsbrødrenes kloster

Helligåndsbrødrene boede i Helligåndsklostret, som blev bygget for over 500 år siden. Helligåndsbrødrene var munke. De tog sig af byens syge og gamle mennesker samt hittebørn. Munkene bar en blå og hvid dragt med et særligt kors på: Et kors med to tværarme¹³.

Helligåndshuset¹⁴ er rester fra klostret. I middelalderen var det munkenes hospitalsbygning. 

Sct. Mortens kirke, der er den eneste kirke fra middelalderen, der er tilbage i Randers, hørte også til klosteret.

På Kulturhistorisk Museum Randers kan du se helligåndsbrødrenes meget smukke alterkalk¹⁵.

Sct. Laurentii kirke

På en bakketop lige uden for byens volde lå en lille forstad. Byens havde sin egen kirke og kirkegård. Kirken var indviet¹⁶ til Sct. Laurentius¹⁷ og var lille og fattig. Randers Tinghus ligger i dag på det sted, hvor kirken lå.

Vor Frue kloster

For 900 år siden blev det første kloster bygget i Randers i byens nordlige udkant. Det var for nonner, der tilhørte Benediktinerordenen¹⁸.

Klostret var stort. Her var nonnernes værelser, et stort fælleskøkken, en spisesal og en syskole for rige familiers døtre. Nonneklosteret blev indviet¹⁹ til Jomfru Maria og kirken til Sct. Peder. 

For 550 år siden forlod de sidste nonner klosteret, og det blev revet ned. Kirken fortsatte som sognekirke frem til Reformationen²⁰.

Ved udgravninger har Kulturhistorisk Museum i Randers fundet potteskår, smykker, synåle og sakse. Vi ved også fra gamle dokumenter, at for ca. 840 år siden i 1170, boede der en nonne i klosteret, som hed Søster Trugundis. Hun kom fra en meget rig familie. 

Gråbrødrenes kloster

Lige inden for byporten mod øst lå et munkekloster. Det blev bygget for ca. 770 år siden i 1236. Klostret var et Franciskanerkloster²¹, og klostrets munke var tiggermunke. De levede af det, de kunne samle ind blandt byens indbyggere. Fordi munkekutten²² var grå, blev munkene kaldt de grå brødre. 

Munkene byggede på deres kloster i 250 år. Det var bygget af røde munkesten²³. Klosteret endte med at have fire fløje og en gårdhave i midten med en korsgang²⁴ rundt om. Klostrets kirke var indviet²⁵ til Jomfru Maria. 

For 500 år siden smed kongens folk munkene ud af klostret, og kongen overtog det. Klostret blev omdøbt til Dronningborg Slot. I dag ligger butikscentret, Slotscentret, på dette sted.

Sct. Jørgens spedalskhedsgård

Uden for Randers lå de spedalskes bolig, Sct. Jørgensgården. Her blev byens spedalske sendt hen af deres familier, fordi de var bange for at blive smittet. Spedalskhed var en frygtelig sygdom, der ikke kunne helbredes. De syge fik sorte pletter på kroppen, og fingre og tæer faldt af.

På Sct. Jørgensgården fik de spedalske pleje og mad. De boede på gården resten af deres liv og måtte ikke komme i tæt kontakt med raske mennesker. 

Stort set alle spedalskhedsgårde var indviet²⁶ til Sct. Jørgen og blev kaldt Sct. Jørgensgårde. Gårdene havde deres eget kapel²⁷ og kirkegård. Sct. Jørgensgården i Randers er aldrig blevet fundet. Måske lå den i nærheden af den nuværende Søren Møllersgade. 

Antallet af spedalske i Danmark var ikke stort, og ved middelalderens slutning var sygdommen helt udryddet.