I begyndelsen af middelalderen voksede antallet af landsbyer. Landsbyerne var små, og her boede næsten kun bønder. Hele 90 % af Danmarks befolkning var bønder. 

I middelalderen kom en bonde sjældent langt væk hjemmefra. De fleste forlod aldrig deres eget sogn. At rejse i middelalderen var besværligt, fordi vejene på landet var meget dårlige. Ofte var det bare små jordveje med smalle træbroer.

Landbruget 

Rundt om Randers var landbrugsjorden meget frugtbar. Bønderne høstede ofte mere, end det de selv skulle bruge. Det gav dem mulighed for at handle med egnens købmænd og håndværkere, og på den måde skaffe de ting, de ikke selv kunne fremstille. Randers by voksede op omkring denne handel.

Landsbyerne

I landsbyerne lå hver gård på sin egen tofte. Toften var det stykke jord, bonden selv bestemte over. På en tofte fandtes en abildgård, en kålhave og en grønsagshave. Her dyrkede bonden sine frugter og grøntsager. 

Bønderne var den laveste gruppe i samfundet. Over dem stod kirken og herremændene. De ejede det meste jorden og de fleste af gårdene. Det betød, at mange af bønderne ikke selv ejede deres gård, men drev den for en anden. De bønder kaldte man fæstebønder.

Landsbyerne, hvor bønderne boede, var anderledes end byerne.

I købstæderne boede købmændene og håndværkerne. De boede tæt sammen og levede af handel.

Alle købstæder havde en bygrænse. Alle, der kom til byen, blev kontrolleret, før de blev lukket ind. Det samme skete, når man forlod byen. I byen gjaldt købstadslovene og på landet landskabslovene.

Bondens gård 

En gård i middelalderen bestod af flere bygninger med et stort hegn omkring.

På en lille gård var der 2-3 bygninger. Et stuehus, en stald og måske en lade. Nogle havde en hønsegård og et brændeskur, men alle havde en mødding. I stuehuset var der et stegers til stegning og bagning, en stue og et par rum mere. 

På de små gårde måtte familien klare arbejdet selv. De havde ikke råd til at ansætte hjælp og havde kun ganske få dyr. Nogle få får eller geder, man kunne malke og måske en ko eller en gris. Køer og grise blev slagtet, når vinteren kom, for man havde ikke mad nok til dem.

På de fattigste gårde havde man slet ingen dyr.

Bygningerne var lerklinede huse eller træhuse i en etage. Det var ikke særlig holdbare materialer, så derfor er den type gårde for længst forsvundet. I senmiddelalderen begyndte man at bygge bindingsværkshuse.

De største gårde og herregårdene bestod af mange bygninger. Her var flere stalde, lader og måske en smedje samt selve stuehuset. Her kunne man udover stegers også finde et bryggers til brygning af øl. På den store gård boede der udover familien ofte andre familiemedlemmer. Man havde råd til at have tjenestefolk ansat. 

På disse gårde var der flere dyr. De havde både heste og køer. Man havde stalde, hvor dyrene kunne stå inde om vinteren. Grise, får og geder gik ude året rundt. Kun en enkelt gris, nemlig fedegrisen, stod inde i stalden.    

Herremanden havde mange flere dyr. Han havde så mange dyr, at han solgte af dem. Store flokke af f.eks. kvier blev drevet af sted og solgt langt fra gården. Især heste var vigtige for en herremand, så derfor var der ofte mange heste på herregårdene. Der var heste til standsmæssig kørsel, rideheste og ikke mindst arbejdsheste. På nogle herregårde avlede man ligefrem heste, som man solgte. 

Herremændenes borge og kirkerne var de eneste huse på landet, der var bygget af sten. Derfor er det også kun nogle af disse bygninger, man kan se i dag.

Landsbykirkerne

I begyndelsen af middelalderen blev mange sogne dannet og over 2000 stenkirker blev bygget. Senere i middelalderen blev mange af kirkerne bygget om, så de fik hvælvinger, tårne og våbenhus. 

Mange af de landsbykirker, der i dag findes på Randers-egnen, blev bygget i middelalderen og er ca. 900 år gamle. De er som regel bygget i granit. Mange steder kan man se figurer eller dekorationer, der er hugget ud i granitten. En del af kirkerne har også fine kalkmalerier på vægge og loft, der forestiller historier fra bibelen, som folk kunne kigge på under messen. 

En gudstjeneste hed i middelalderen en messe. Under messen var der levede lys og røgelseskar, som udsendte vellugtende dufte. Røgelseskaret hang i en kort kæde, som præsten svingede med for at sprede duften.

Mænd og kvinder var adskilt i kirken. Mændene sad i sydsiden og kvinderne i nordsiden, og de havde hver deres indgang til kirken. Døbefonten stod mellem de to indgange. Der var ofte flere altre i kirken, et hovedalter og to sidealtre. 

Forsvundne kirker og landsbyer

For 700 år siden hærgede pesten, der også blev kaldt den sorte død, i Danmark og slog en stor del af landets befolkning ihjel. Flere steder døde alle menneskerne i en landsby. Man valgte derfor helt at nedlægge små landsbyer, gårde og kirker. Vi ved, at de har eksisteret, fordi vi har fundet navnet på landsbyen eller kirken i gamle dokumenter. Ethvert spor i landskabet er helt forsvundet.

Efter reformationen nedlagde man både kirker og klostre og slog små sogne sammen. De forsvundne kirker kaldes ødekirker.